Knæsmerter

Hvad er knæsmerter?
Knæet er en stor vægtbærende struktur. Det består af tre forskellige led, hvoraf det største er et hængselled, som er delt op i to forskellige ledkamre. Symptomer fra et eller begge knæ kan skyldes mange ting. Da knæet er placeret, som det er, har det stor risiko for forkerte belastninger, skader eller slag i uhensigtsmæssige stillinger. Smerter og ubehag i knæet kan resultere i manglende bevægelighed og forplantning af symptomer til andre dele af kroppen grundet kompensation.

 Diagnoser:

  • Inflammation af slimsæk, fx præpatellar bursit

  • Kalveknæ/genu valgum

  • Hjulbenet/genu varum

  • Bakers cyste

  • Låsninger i leddene i og omkring knæet og efterfølgende muskelspændinger 

  • Osgood Schlatter knæ

  • Korsbåndsskade

  • Ustabilitet 

  • Slidgigt/knæartrose

  • Operationsfølger/-sequelae

  • Meniskskade/-læsion

  • Løberknæ 

  • Springerknæ

Årsag:
Symptomerne for knæsmerter kommer ofte snigende over længere tid, men kan også komme pludseligt i perioder, oftest i forbindelse med overbelastning.  

Årsagerne kan bl.a. være:

  • Arvæv efter operation

  • Genetisk disponering

  • Overbelastning, inflammation af slimsække

  • Knoglebrud/fraktur

  • Dårlig funktion i fx ankel eller lænd som påvirker knæets funktion eller stråler smerter hertil. 

  • Dårlig stabilitet i leddet

  • Begrænset mobilitet

  • Medfødt misdannelse

  • Slidgigt/knæartrose

  • Udstråling fra et problem i lænden

 
Knæsmerter, menisk, artrose og slidgigt i knæet kan alle være årsager til smerter som kiropraktorer behandler
 
Knæsmerter, menisk, artrose og slidgigt i knæet kan alle være årsager til smerter som kiropraktorer behandler

Symptomer
Symptomerne for knæsmerter, grundet problematik i selve leddet, præsenterer sig oftest på enten forsiden eller ydersiden af knæet. Smerter på indersiden og bagsiden forekommer dog også.

Behandling
Hvordan behandler en kiropraktor smerter i knæet? 

En kiropraktor er uddannet i at kunne differentiere mellem forskellige diagnoser, så du som patient får den bedst mulige hjælp til din problemstilling. Efter en grundig undersøgelse stiller din kiropraktor en diagnose og vurderer, hvilket behandlingsforløb der er bedst for dig.
Behandling af knæet indebærer oftest bearbejdning af både muskler og led. Musklers træk og bevægelighed påvirker nemlig leddene negativt, ligesom  låste led påvirker muskler negativt til at spænde mere op. Dette sker for at “beskytte” leddet fra at komme ud i yderstillinger.
Bløddelsbehandling består i at løsne muskulatur og bindevæv, hvilket kan gøres på flere måder. Enten ved triggerpunkt terapi, vestlig anvendt akupunktur og dry needling, stræk og bearbejdning af bindevævet eller en kombination af disse. 
Ved den ledmobiliserende behandling er målet at øge bevægeligheden af de led, som ikke bevæger sig tilstrækkeligt. Dette gøres ved at justere leddet i den retning, hvor der er nedsat bevægelighed. Ved justeringen kan der ofte komme en kavitation/lyd fra leddet. Lyden kommer af et kortvarigt undertryk i selve ledkapslen, som udligner sig så hurtigt, at det frigiver den velkendte lyd, mange forbinder med behandling hos en kiropraktor eller et træk af fingerleddet.

Patienten/dig i fokus
Er du bekymret for lydene eller andet ved behandlingen, så tager vi naturligvis højde for dette. Vi forventningsafstemmer altid, hvordan du har det før en behandling og taler med dig om, hvad behandlingen indebærer og eventuelle alternativer hertil. 

Vi behandler aldrig pludseligt, hverken på lænden eller på andre områder, uden dit samtykke! 

Hvad kan du selv gøre?
Ved akut opstået smerter i knæet, som ikke kan vægtbelastes, anbefaler vi, at du får det undersøgt straks. Du kan enten kontakte din kiropraktor eller egen læge. Er der brug for at få taget et røntgenbillede, har vores kiropraktorer mulighed for dette, oftest samme dag som undersøgelsen. 

Er det ikke en akut opstået smerte, men en smerte som er langsomt forværret, må du gerne bruge leddet i det omfang, det er muligt, uden at stresse det for meget. Prøv at strække leddet ud ved de velkendte balde- og hasestræk. Forsøg evt. kortvarigt smertestillende håndkøbsmedicin - fx af typen paracetamol eller ibuprofen - og find ud af, om du kan få noget mere bevægelse ind i leddet undervejs.  

En inflammeret slimsæk eller sene vil have godt af ro og mindre belastning. Det fjerner dog sjældent problemet, da det ofte kommer igen ved øget belastning. 

NSAID (anti-inflammatorisk medicin af fx typen ibuprofen) kan afhjælpe symptomerne, men vil sjældent kunne fjerne årsagen. Her kan det være en god ide at få problemet undersøgt til bunds og komme både symptomer og årsag til livs.